Trump vs Hillary

Trump og Hillary Julehjerte, election2016, præsidentvalg julehjerte

Sværhedsgrad

Klip
 
Flet
 
Design
 


Skabelon til Julehjertet

Julehjerte skabelon pdf format: Trump vs Hillary Julehjerte Julehjerte skabelon svg format: Trump vs Hillary Julehjerte
 

Det amerikanske præsidentvalg var en gyser! Ved at flette hjertet her med de to kandidater, så du er sikret at årets mest bizarre begivenhed kan hænge dit juletræ.

Klip

Jeg skar hele hjertet med skalpel: de mange bittesmå detaljer skal være pinligt præcise for at kunne fremstå på hjertet, og jeg styrer personligt en kniv bedre end en saks. Hvis man er ferm med en sysaks kan man nok også bruge det til en del af tingene.

Skabelonens streger har ikke overskær med, så du skal selv sørge for at skære 0,5-1 milimeter ekstra ved de fleste af snittene for at værehsikker på de falske flapper kan flettes.

Inden du går i gang med flettet, så vær sikker på at alle dine snit er gået igennem begge sider af papiret i deres fulde længde.
Alle detaljerne er falske flapper og ikke blot huller – undtagen Trumps øjenrynker som blev for små til at være andet end huller. De er faktisk så små, at de kan være svære at se hvis der er lidt papirfnuld tilbage i dem, så tag kniven igennem begge sider af papiret for at få dette væk.

Jeg sad også med en sysaks under og efter flettet og finpudsede detaljer ved ansigterne.

Flet

Overordnet set er flettet et ganske simpelt 2×3 flet – der er bare mange detaljer på :-) Start med at flette grundflettet. Første felt er faktisk en falsk flap på den røde side, så man kan vente med den, men jeg syntes det var nemmest at få den på plads med det samme. Her skal den røde flap først udover den hvide, og så skal du lirke anden halvdel af den røde flap ind under den hvide som parallelflet.
Det store midterfelt skal være rødt.

Nederste flap på den røde side går langt og tyndt op på bundlinjen, og den sidder meget løst under flettet og bagefter. Det er en svaghed ved designet, hvor jeg burde have indlagt et lommesnit eller to for at fastgøre den. På mit hjerte ignorerede jeg den under flettet og limede den fast til sidst.

Når grundflettet er på plads skal du flette alle detaljerne som falske flet. Det tager lang tid, og man skal jo gentage hele processen på bagsiden. Som sådan volder det ikke mange problemer, hvis man har prøvet andre af mine hjerter med lignende teknikker, men fordi detaljerne er så små kan det godt drille en del. Husk at Trumps hår har ekstra papir med så det kan fæstnes i et lommesnit i den røde del.

Mundpartierne på begge kombattanter fortjener måske en kommentar. For Trump, er det egentlig blot et falsk flet i falsk flet, men man kan blive lidt forvirret af de små spidser der hænger løst. Start med at flette hele munden hvid ved at fokusere på mundens omrids: hvide falsk flap skal blot over den røde. Nu kan den firkantede inderside af munden flettes som falsk flap med rød over hvid. For Hillary er det lidt ligesådan: flet først hele munden rød, og vær sikker på at lirke alle spidserne hhv. frem eller tilbage så læberne fremstår spidse. Hvert tandsæt er nu en hvid falsk flap der skal ud igennem den røde. Især den nederste er så fin at det kan være svært at se den bagefter; her kan man evt. gribe sin sysaks og trimme underlæben lidt.

Design

Det var en rigtig sjov process at lave dette hjerte: jeg startede med at lave en karikatur-stregtegning af hver kandidat. Trump er let og tegneserie-agtig i virkeligheden, og man kunne hente masser af inspiration fra andre karikaturer, fx Trumpkins. Hillary er meget mindre ikonisk, og jeg brugte længere tid på denne karikatur. Først tegnede jeg en mere præcis gengivelse af hende, tracet ovenpå et billede af hende, og derefter trak jeg i proportionerne for at karikere det lidt.

Først nu begyndte jeg at tænke i flet: jeg lagde karikaturnerne ovenpå en hjerte-form og besluttede mig for farverne. Her fik jeg idéen om at fortsætte Trumps ansigt ud i Hillarys hår, og løste dermed problemet at jeg gerne ville have kandidaterne havde forskellig ansigtsfarve.

Nu skulle hvert felt så omtænkes i snit på den røde eller hvide del. Jeg modificerede let i karikaturerne undervejs for at forbedre selve flettet, men overordnet set forblev ansigterne som på de oprindelige karikaturer. Denne process tog lang tid, fordi der er mange detaljer, men udover et par sværere problemer var det ret ligetil.

Det var ikke helt oplagt hvordan Trumps hår skulle flettes, i sammenhæng med det overordnede design. Jeg fandt at i relation til resten var det bedste at lægge næsten hele hårets omrids i den hvide del, men så var jeg nødt til at lave et lommesnit for at fæstne den ellers alt for løse flap.

Mundpartierne var lidt tricky og her måtte jeg tegne en simpel version af felterne på et stykke papir og designe snit til disse, og derefter overføre disse principper til mundene. Sådanne “idealiserede versioner” kan tit gøre det lettere at se hvad man skal og kan gøre.

God Flettelyst!

Trump og Hillary Julehjerte, election2016, præsidentvalg julehjerte
Trump og Hillary Julehjerte, election2016, præsidentvalg julehjerte
Facebooktwittergoogle_plusredditpinterest

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.