Design af julehjerter på computeren med Inkscape

Inkscape er et rigtig fint vektor-tegnerprogram, der er let at bruge, virker på alle platforme og er helt gratis (det er faktisk open source). Her giver jeg blot en hurtig indføring til de værktøjer i Inkscape der er vigtigst for julehjerte-design.

“Vektor” er i kontrast til foto-redigeringsprogrammer: det betyder at når du tegner noget, fx en linje eller en cirkel, så bliver denne figur gemt som en ligning. Det betyder at du kan ændre på linjen eller cirklen senere hen, hvis du fx finder ud af den ikke sad perfekt i forhold til senere figurer på tegningen. I fotoredigeringsprogrammer ændrer du direkte i farverne på enkelte “pixels”, og du kan ikke senere hen direkte flytte på en streg du har lavet.

Hvad jeg gennemgår her dækker det vigtigste når man laver julehjerter, og jeg starter med det vigtigste først. Du kan altså droppe fra teksten når du ikke orker at lære mere om Inkscape for nu, og evt. vende tilbage en anden gang.

Men programmet kan også meget mere end jeg skriver om, og er mægtig sjovt at lege med — så leg dig frem.

Installér og Opsætning

Til Windows eller Mac OS kan Inkscape downloades via programmets hjemmeside. Til Linux kan det normalt installeres via pakke-systemet.

Inkscape findes på dansk, men jeg bruger altid den engelske: det gør det lettere at finde hjælp på internettet, når noget ikke virker, og oversættelserne til dansk er også tit ret forvirrende – i hvert fald hvis man er vant til engelske brugerflader. Mine instruktioner nedenfor følger den engelske version af Inkscape.

Efter installation, så start Inkscape.

Vi skal ændre på en enkelt standard-indstilling, som er vigtig for at kunne placere linjer helt præcist:

  • Vælg menuen Edit -> Preferences

  • I vinduet der popper op, under Tools, så vælg “Bounding Box to Use: Geometric Bounding Box”.

Linjer, Kurver og Punkter

Den grundlæggende figur du kommer til at bruge for at lave julehjerter er lige linjer og buede kurver. I Inkscape er dette samme ting: bezier-kurver.

Vælg Bezier-værktøjet Bezier tool og prøv at lave en linje: venstre-klik et sted på papiret og derneæst et andet sted. Dernæst højreklik. Det giver en ret linje. Hvis du havde venstreklikket flere steder, havde du fået flere forbundne linjestykker. Hvis du holder venstre museknap lidt nede mens du flytter musen, så laver du en buet kurve.

Det er svært at få en kompliceret kurve lagt helt rigtigt i første forsøg. Det er her du virkelig får glæde af at Inkscape gemmer alle de streger du laver. Vælg “Edit Paths”-værktøjet Node tool og klik på din kurve. Nu kan du flytte på de enkelte nøgle-punkter (der hvor du venstre-klikkede mens du lavede kurven).

Hvis et punkt er midt i en buet kurve, så kan du også ændre hvordan kurven skal gå igennem punktet: tryk på punktet, og du vil se to “arme” stikke ud af det. Ved at flytte i endepunkterne af disse arme, så ændrer du tangenten gennem nøglepunktet.

Med værktøjslinjen i toppen, kan du også lave et punkt, der hører til en lige linje, om til et der laver buer Lav buet, eller omvendt Lav kantet.

Det kan godt tage lidt øvelse at blive fortrolig med bezier-kurver, men snart vil de være naturlige for dig, og du vil kunne fremstille præcis den kurve du ønsker.

“Edit Node”-værktøjet kan meget mere: det kan tilføje og fjerne nøglepunkter, sammensmelte og opsplitte, gøre et punkt blødt eller hjørne-skarpt, osv. Leg dig frem.

Et enkelt tip, der godt kan forvirre i starten: hvis du vil indsætte et nyt nøglepunkt imellem to eksisterende, så skal du have markeret begge de eksisterende på samme tid, og derefter trykke på “Insert Node”-knappen. Hold “Shift”-knappen nede for at markere flere nøglepunkter (se nedenfor).

Hvis du vil ændre farven på en linje, så kan du venstre-klikke på en farve i paletten i bunden mens du holder Shift nede. Du kan også bruge “Fill and Stroke” dialog-boksen til at vælge mange flere egenskaber for linjen (fx tykkelse eller stiplet).

Kunsten at placere ting lige

Inkscape har mange forskellige måder at hjælpe dig til at placere objekter og punkter helt præcist og lige.
Jeg gennemgår de vigtigste.

Align

“Align”-dialogboksen er genial til at få placeret objekter (dvs. linjer, kurver, cirkler, osv.) præcist i forhold til hinanden.

Markér fx to linjer du har tegnet (ved at holde Shift nede mens du venstre-klikker). Tryk dernæst på “Align top edges” Align toppen. Den sidst-markede linje vil flytte sig så det øverste af de to linjer nu er lige højt. Der er lignende align-knapper til syv andre måder at lægge objekter på linje.

Bemærk også “Distribute”-knapperne. Markér fx tre forskellige linjer du har tegnet. Tryk derneæst på “Distribute centers equidistantly horizontally” Distribute midtpunkter: nu vil de tre linjer være fordelt så der er lige meget mellemrum imellem dem. Det er fx meget brugbart til at lave lige lange lodrette flapper.

Snapping

Inkscape kan hjælpe dig med at placere hvad-som-helst helt præcist, så længe du rammer tæt på: dette hedder “snapping” Du aktiverer snapping med menuen yderst til højre i vinduet Aktiver snapping. Der er et lidt forvirrende udvalg af muligheder for hvad Inkscape “snapper” efter, hvilket kan slås enkeltvist til og fra med de mange knapper derunder.

Lad os prøve et simpelt eksempel: Tegn to forskellige kurver. Aktivér snapping, og aktivér (mindst) “Snap to nodes, paths and handles” og “Snap cusp nodes, incl. rectangle corners” (se nedenfor). Brug “Edit node”-værktøjet og hiv den ene ende af den ene kurve over mod den ene ende af den anden kurve. Når du er tæt nok på burde punktet “snappe” (og Inkscape viser en lille tekst om det).

Ctrl og Shift

Inkscape gør rigtig meget brug af tastatur-genveje. De to vigtigste er Ctrl og Shift, så dem nævner jeg særskilt De modificerer mange forskellige værktøjer hvis de holdes nede under en operation.

Ctrl: bruges oftest for at få ting lige eller præcise. Hvis man ændrer størrelsen på noget med markørværktøjet, så vil Ctrl bevirke at figuren man ændrer på bevarer sit højde/bredde-forhold. Holder man Ctrl nede mens man flytter på noget, så flytter man det i lige linjer, vandret, lodret eller på skrå. Ctrl bruges også til zoom sammen med midter-musehjulet, hvis man har sådan et.

Shift: Shift bruger man især til at markere flere figurer på én gang, fx for at flytte dem alle samtidig. Shift kan også bruges mens man ændrer størrelsen på noget med markeringsværktøjet for at skalere figuren ud fra sit midtpunkt.

Begge værktøjer bruges i en masse andre sammenhænge. Prøv dig frem med de værktøjer du opdager du bruger tit, om Ctrl eller Shift har en effekt.

Linealer og Objekt-størrelser

Når man skal lave julehjerte-skabeloner til print, er det vigtigt at vide hvor store ens figurer bliver på papiret. Inkscape har adskillige værktøjer til dette.

Inkscape har som standard aktiveret en vandret og en lodret linear omkring dit arbejdsområde, lige ved top- og venstre-værktøjsbjælkerne. De kan slås til og fra under View -> Show/Hide -> Rulers.

De er som standard sat til den lidt besynderlige mål-enhed “Pixels”. Det kan du ændre under File -> Document Properties, og vælge “mm” under “Units:

Har du én eller flere figurer markeret, så vil deres samlede mål fremgå i værktøjslinjen. Bemærk at dette måler størrelsen på det mindste rektangel der kan lægges udenom alle de markerede figurer.

Der er også et Ruler-værktøj til at måle afstande på tegningen Måleværktøj.

Overlap, Lag og Grupper

Når flere figurer overlapper bliver man tit nødt til at fortælle Inkscape at rækkefølgen af dem skal ændres. Det gør man med Raise/Lower-knapperne:

Når man får rigtig mange figurer kan det være en god idé at logisk arrangere dem i “lag” eller “grupper”. Begge dele dækker over en form for hierarki for figurerne, der samordner dem, så de let på én gang kan flyttes eller gøres usynlige osv. De har nu lidt forskellige måder de bruges, samt fordele og ulemper.

Grupper

Er en letvægts-gruppering hvor to eller flere figurer lægges sammen. Når man trykker på en af dem, markerer man hele gruppen på én gang, og det gør det let at flytte dem eller ændre størrelsen samtidig, mens figurerne stadig er låst i forhold til hinanden. En gruppe ses også som én figur når man bruger Align-værktøjerne: så man kan fx top-aligne tre grupper af mange figurer hver.

Man laver en gruppe ved at markere adskillige objekter samtidig (fx ved brug af Shift) og vælger Object -> Group.

Har man lavet en gruppe kan den også opløses med Object -> Ungroup. Men oftest vil man måske bare modificere gruppen lidt, eller tilføje en ny figur i den. Til det kan man dobbelt-klikke på en figur i gruppen, og nu går du ind i gruppen. Alt hvad du laver nu ændrer inde i gruppen. Når du vil ud igen, så dobbelklikker du bare et blankt sted på papiret.

At ændre i grupper og holde øje med hvor man er kan godt være lidt forvirrende i starten, for man har ikke særligt mange visuelle hints til hvad der forgår (det er angivet i nederste venstre hjørne til venstre for status-meddelelsen). Men grupper er meget praktiske til at håndtere adskillige figurer samtidig på én gang, og det kan godt betale sig at blive fortrolig med dem.

Lag

Er til de tungere inddelinger af figurer. De skabes og modificeres vha. Layer dialogboksen. Her vælger man det nuværende lag som man arbejder i. Alle nye figurer man tegner vil så ende op i det lag.

Den store fordel ved lag er, at man kan slå deres synlighed til og fra i et snuptag: tryk på det lille øje ud for laget og det bliver usynligt! Det er smart hvis man fx har lagt de to sider af et hjerte ovenpå hinanden for at se den flettede effekt, men så gerne vil fjerne den røde del for at modificere eller printe den hvide.

Man kan også “låse” hele laget ved at trykke på hængelåsen: så kan man ikke markere eller slette nogen figurer i laget, og man kan altså ikke komme til at ødelægge indholdet ved et uheld.

Hvis du har tegnet en figur og den er endt i det forkerte lag, så kan du højreklikke på den og vælge “Move to layer…”.

Kloning

En skæg funktion der er særlig smart til at lave julehjerter er Kloning.

Inkscape kan naturligvis kopiere en figur mange gange: bare markér figuren og tryk Edit -> Copy (eller Ctrl+C) og derefter Edit -> Paste (eller Ctrl+V), og du har en kopi. Hvis du nu ændrer i originalen, så er kopien uændret.

Men hvad hvis du gerne vil lave den samme ændring på en eller flere kopier? Så bruger du i stedet Edit -> Clone -> Create Clone. Den nye figur er nu en perfekt kopi og bliver ved med at være det! Hvis du ændrer i originalen vil kopien straks blive opdateret ligesådan.

Det er intet mindre end genialt til at lave symmetriske julehjerter, og det er hemmeligheden bag mine “Design Selv”-skabeloner. Jeg har ganske simpelt taget de linjer der udgør snittene imellem flapper, og så har jeg klonet og flyttet dem. Derefter har jeg evt. spejlet eller roteret dem vha. værktøjslinjen Spejl og Rotér

Når du markerer en klon, fx med Node-værktøjet Node tool, så vil du ikke kunne få lov at ændre i nøgle-punkterne: det er kun på originalen man kan det. For at finde originalen kan du bruge Edit -> Clone -> Select Original (Shift + D).

Genvejstaster

Tilsidst vil jeg nævne de mest almindelige genvejstaster, der gør at Inkscape er et virkelig effektivt og hurtigt værktøj for en rutineret bruger. Du behøver naturligvis ikke kunne dem allesammen for at benytte programmet, men de er snedige

  • Mellemrum: Skift mellem det nuværende værktøj og markør-værktøjet.

  • Dobbelt-klik på kurve: Hvis du har markør-vækrtøjet, så vælger du kurven og skifter med det samme til Node-værktøjet. Hvis du allerede har Node-værktøjet så indsætter du et nyt nøglepunkt præcist der hvor du klikker, uden at ændre kurven.

  • Ctrl-D: Duplikér den valgte figur, ligesom Copy-Paste (altså ikke en Klon). Dubletten er helt lige præcis ovenpå originalen, så man kan normalt ikke se at den er kommet frem, før man begynder at flytte den. Sammen med Ctrl mens man flytter figurer er Duplikering smart til at få kopier af en figur lagt præcist på linje.

  • Shift-5: Slå snapping til eller fra. Rigtig smart, for så snart du har vænnet dig til snapping, så er du hele tiden nødt til at slå det til og fra.

  • 4: Zoom så man kan se alt på tegningen.

  • Ctrl-G: Lav en gruppe af de markerede figurer. Brug Ctrl-Shift-G til at opløse en gruppe.

  • h og v: Spejl den valgte figur over en horisontal akse eller vertikal akse

Hvordan gør man lige XXX ?

Her er et par små “opskrifter” på hvordan du kombinerer Inkscapes værktøjer for at opnå noget særligt.

Del en kurve i to på et præcist sted

  1. Med node-værktøjet så dobbeltklik på kurven for at indsætte et nøglepunkt dér hvor du vil dele (spring dette over hvis dér hvor du vil dele allerede er et nøglepunkt).
  2. Skift tilbage til markør-værktøjet (Mellemrum) og duplikér kurven (Ctrl-D).
  3. Vælg derefter den ene kopi og slet alle punkter efter det ny-indsatte punkt (markér dem og tryk “Tilbage/Backspace”). Hvis din kurve er lukket (altså bider tilbage i sig selv), så bliver du nødt til også at fjerne “bindingen” mellem to nøglepunkter, så linjen imellem ikke tegnes længere. Det gør du ved at trykke på linjestykket og vælge “Delete segment between end-point nodes” Slet linjestykke i Node-værktøjslinjen.

  4. Vælg den anden kopi og slet nøglepunkterne til den anden side. Slet evt. igen et linjesegment hvis kurven er lukket.

God Skabelontegne-fornøjelse!

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterest

En tanke om “Design af julehjerter på computeren med Inkscape

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.